Efterløn og modersmåls-undervisning - to parallelle scenarier

Det skete i de dage, dengang visionerne om arbejdskraftens fri bevægelighed indenfor EU - og begrebet den såkaldte "vandrende arbejdstager" blev opfundet - at EU via direktivet 77/486/EØF af 25. juli 1977 om skolegang for børn af migrantarbejdstagere pålagde medlemslandene at sikre at børn af udenlandske arbejdstagere skulle kunne blive undervist på deres modersmål. Det skete for at smidiggøre "vandringen" af arbejdskraft mellem de enkelte stater. Det er jo klart at en franskmand med 2 små børn tænker sig om en ekstra gang, hvis vedkommende skal overveje et arbejde i Danmark i f.eks 1½ år, i forhold til kontinuiteten i sine børns skolegang.

Når man med direktivet var sikret at børn af forældre der tog arbejde i et andet EU-land kunne blive undervist på deres modersmål, ville en forhindring for især yngre arbejdstagere således blive ryddet af vejen.

Dette var naturligvis en rigtig god ide, og Danmark implementerede naturligvis også direktivet. Det blev en gratis retskravsbaseret service, som alle udlændinge kunne benytte sig af.

Man havde dog ikke medtænkt at der efter indvandrerlovene fra 1983 ville strømme over 300.000 indvandrere til landet, som ikke kom fra EU-lande, og som ikke havde tænkt sig at rejse hjem igen - altså ikke opfyldte intentionen med modersmålsundervisning. Hvis man indvandrer til et fremmed land, og ikke har planer om at rejse hjem igen, kan det ikke være en begrundelse for ikke at indvandre, at ens børn ikke kan blive undervist på deres modersmål.

Modersmålsundervisningen blev dermed pludselig en ekstrem bekostelig affære for kommunerne og staten. Pludselig sad man man flere hundrede tusinde børn og unge der selv som tredjegenerationsindvandrere fik statsbetalt modersmålsundervisning på sprog som urdu, tyrkisk, arabisk osv.

Det mest interessante var dog, at opfattelsen af modersmålsundervisning over få ændrede sig fra at handle om at smiddigøre mulighederne for den vandrende arbejdstager til at handle om at det skulle være en fundamental menneskerettighed, handle om børns "ret" til at lære deres kultur at kende, at børn blev dårligere i den danske folkeskole af ikke lære f.eks tyrkisk, og at debatten om det rimelige i statsbetalt modersmålsundervisning dybest set var racistisk og småtskåren forankret. Det ville være et menneskerettighedskrænkende overgreb imod indvandrere, hvis man afskaffede modersmålsundervsiningen.

I 2002 blev garantien for modersmålsundervisning for folk der ikke kom fra et EU-land afskaffet, efter en lang ophedet og til tider hysterisk debat. I dag, snart 10 år efter, kan vi se at indvandrere ikke er blevet dårligere i skolen, tværtimod, at unge indvandrerpigers søgning til videregående uddannelser er eksploderet, der er kommet flere indvandrere i arbejde osv. Og samtidig er man sluppet af med en udgiftspost der drænede komunerne for mange hundrede mio kroner om året.

Der er en klar parallel fra læren om modersmålsundervisning til debatten om efterløn

Folk går direkte fra aktiv beskæftigelse på efterløn -
hvilket også var det oprindelige formål

Som det ses vil mængden af ældre, og folk på
efterløn og folkepension stige eksplosivt
de kommende år

Oprindelig blev efterlønnen indført, da vi havde +300.000 arbejdsløse, og de unge havde svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man talte ligefrem om "den tabte ungdomsgeneration". For at få sluset nogle flere unge ind på arbejdsmarkedet opfandt man så efterlønnen, bla orkestreret af Svend Auken, ved at give ældre et incitament til at forlade arbejdsmarkedet "før tid".  En slags præmie for at holde op med at arbejde. Efterlønnen blev indført i 1979, altså i samme periode som direktivet omkring modersmålsmålsundervisning.

I dag har opfattelsen af efterløn - ligesom tilfældet var med modersmålsundervisning - ændret fuldkommen karakter. Nu handler det pludselig om "nedslidte" ældre, det handler om at give arbejdere "en værdig tredje alder", det handler om at efterløn er blevet en urørlig "rettighed", og en ændring, eller forringelse eller en hel afskaffelse handler om at "svage" ældre skal "betale". Faktisk har min egen lille private og helt uvidenskabelige undersøgelse omkring efterlønsdebatten vist, at 9 ud af 10 politiske udmeldinger fra f.eks SF og Ø, læserbreve osv handler om nedslidning, nedslidte ældre osv. Selvom efterlønnen jo på ingen måde nogen sinde har handlet om at give nedslidte ældre en slags førtidspension.

Og der er jo ikke flere svage og nedslidte ældre i dag, end i 80'erne - tværtimod er der mange færre. Folk dør heller ikke i en yngre alder - folk bliver ældre. Og så har forudsætningerne ændret sig markant - nu står vi ikke med en enorm udgift til unge der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet - men en enorm udgift på 16 mia om året til ældre der går ud af arbejdsmarkedet før tid, og hvor endnu flere vil gøre det i fremtiden, se fgur 2 - og hvor vi i realiteten mangler arbejdskraft.

Men det er det typiske milimeterdemokrati i Danmark. Så snart en ydelse eller ordning er indført, kan man ikke uden store sværdslag ændre på ordningen igen - og folk glemmer lynhurtigt forudsætningerne for en given ordning. Hele argumentationen om "svage" og hvem der "betaler" er også skudt ved siden af. Efterlønsordningen gælder jo kun fagbevægelsens medlemmer, ikke svage eller ældre generelt. De 40% unge der ikke er medlem af en A-kasse vil aldrig kunne få efterløn alligevel. De mange nedslidte oppe i årene der ikke er medlemmer og ikke har betalt det symbolske beløb til ordningen ville ikke kunne få efterløn. Det er jo på sigt de virkelige tabere - hvis riget fattes penge, og det er i bund og grund baggrunden for den nye tilbagetrækningsreform - så er det jo netop de allerdårligst stillede der vil komme for skud alligevel. Og hvem betaler? Ja, ligesom kontanthjælpsmodtagere ikke betaler deres egen kontanthjælp, dagpengemodtagere ikke betaler deres egne dagpenge osv - betaler efterlønsmodtagere heller ikke deres egen efterløn.

Staten betaler, og den betaler fordi der engang var en høj arbejdsløshed og en hele generation af unge der ikke kunne komme ind på arbejdsmarkedet. Efterlønnen var en præmie staten gav ældre for at holde op med at arbejde, ikke en ydelse der blev givet til folk der ikke /kunne/ arbejde. Og hvem er det nu staten får sine penge fra?