onsdag den 27. april 2011

Donorbørn og statsbetalt fertilitets-behandling, et etisk paradoks

Forleden fik nyheden om det første danske donorbarn igen i visse kredse sindene i kog. Det er en nyhed der er hørt før, f.eks i 2009, hvor jeg skrev et længere indlæg om de etiske overvejelser omkring donorbørn  (så dem er der ikke grund til at gentage her) men af én eller anden grund gik behandlingen dengang galt.

Debatten i dag, anno 2011, er som et ekko af 2009. F.eks var Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne straks på banen. I 21 TV-Avisen 19.04.2011 repeterede han således de fleste punchlines fra 2009 :

"Det truer hele fundamentet vi har for et civiliseret samfund" (intet mindre)..."Vi kan ende på en glidebane der drejer sig om hårfarve, øjenfarve eller køn"..."Hele metoden åbner op for en glidebane på mange andre områder"..."Det drejer sig om at rejse alarmflaget for hvordan vi grundlæggende opfatter menneskets værdi" osv osv

Altså den gamle sang om at "designede" børn ikke et et Guds-mirakel, og at teknikken er en slags direkte vej imod racerenhedsideologier og tingsliggørelse af mennesket. Ligesom i 2009 er det dog stadig forkert.

Det handler i al sin enkelhed om udvidet fertilitetsbehandling, for at et barn skal kunne overleve, for at nogle forældre kan vedblive med at være forældre. I forhold til fertilitetsbehandling er det samme metode, man sorterer i nogle æg - man sorterer bare på en anden måde.

Også på nettet har der været gang i debatten - se f.eks "At blive født for at redde storebror", på ungmor.dk.

Men er det værre - eller mindre "fint" - at blive født "for at redde sin storebror", end det er "at blive født for at mor og far kan blive forældre"? Måske for at de kan redde deres forhold? For det er jo sagen i en nøddeskal - og netop debatten om "retten til at få et barn" blussede også op igen forleden. Nemlig da det kom frem, at søgningen på klinikkerne i forhold til fertilitetsbehandling var faldet, efter der var indført en vis form for brugerbetaling.

Rigtig mange "eksperter" (særligt dem fra de private fertilitetsklinikker) er med på vognen, og medierne er svulmet over af følelsesbetonede historier. Eksempelvis på politiken.dk :

"En opgørelse over antallet af fertilitetsbehandlinger i årets første kvartal tyder på, at den nye brugerbetaling får mange til at opgive eller udskyde drømmen om at blive forældre."

»Det er en katastrofe, hvad man har valgt at gøre. Vi ser jo her hos os patienter, som er syge og behøver behandling for at kunne få børn, men som må gå igen, fordi de ikke har pengene. Folk sidder og græder«

Altså, sagen er klar - og gik igen i alle medier - det er en menneskeret at blive forældre! At folk skal betale en smule selv er et overgreb. Det er synd hvis folk ikke kan blive forældre, der er en sygdom - og det er urimeligt hvis folk selv skal betale for behandlingen...

Men hov? Ønsker de forældre, der fortvivlet forsøger at få et donorbarn for at redde deres lille 5-årige dreng, som ham fra Skejby forleden, ikke også at være forældre? Eller bevare deres status som forældre? Er det ikke en lige så stor menneskeret? Er der i grunden forskel på at fertilitetsbehandle for at redde et barn fra at dø, i forhold til at redde nogle voksne fra at være barnløse?

Tilsyneladende er der. Donorbabyer repræsenterer for nogle åbenbart et etisk dilemma, hvorimod barnløshed er en "sygdom" der skal kureres på statens regning. Jeg begriber simpelthen ikke den grundlæggende forskel. I begge tilfælde handler det om at kurere en sygdom, eller forandre en situation - i begge tilfælde bliver et barn undfanget "af en grund". Jeg vil kalde det et etisk paradoks, hvis man kan besidde begge holdninger. Jeg har ikke hørt Per Ørum, Klavs Birkholm fra Etisk Råd eller andre "bekymrede" typer tale i rette med fertilitetsbehandling.

Det er et underligt paradoks, at mange åbenbart mener det er helt rimeligt at frembringe "kunstige" børn når det gælder barnløse, men er skeptiske når det handler om at frembringe børn for folk der snart bliver barnløse.

Objektivt set er donorbarn-problematikken endda den mest etisk forsvarlige. Den handler helt konkret om at redde liv. Behandling mod barnløshed handler trods alt, sat på spidsen, om at realisere nogle menneskers private familiedrømme. Ikke andet. Det er ikke et spørgsmål om liv eller død. Man kan jo altid adoptere, eller hvis den ene part er "problemet" - få børn på andre måder.

I forhold til den store forargelse omkring brugerbetalingen på fertilitetsbehandling er der tilmed også en ansvarlighedsdimension, eller en økonomisk facette. Her kan jeg igen citere artiklen fra politiken.dk nævnt ovenover, men argumentet gik igen på P1, TV2 News og alle andre steder :

"Lavindkomstgrupper som kontanthjælpsmodtagere, enlige mødre og studerende er særlig hårdt ramt af den nye lov" (siger formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, der tilfældigvis er medejer af et privathospital der lever af at tilbyde fertilitetsbehandling - hovederhvervet er ekspertviden om sædkvalitet)

Ja, muligvis - men hvis ikke man har de 15.000 til en behandling, selvom man så brændende ønsker et barn - hvordan skulle man så nogen sinde kunne få råd til barnevogn, klapstol, puslebord, autostol, tremmeseng, kravlegård, et evigt indkøb af tøj, bleer, babymad, legetøj, betale vuggestue osv osv - se nogle overslag på omkostningerne ved at få et barn her http://www.min-mave.dk/debat/graviditet-foedsel/thread-1708631.htm

Burde staten egentlig ligefrem støtte kontanthjælpsmodtagere og studerende i at få børn? Det er jo den erfaringsmæssigt sikre vej for mødre til ikke at blive færdige med deres studier, og den arbejdsløse kommer bare endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der kan bruges <b>, <i> eller <strong>. Links ala http://www.mitlink.dk vil automatisk blive fremhævet og gjort clickbare. Husk http:// foran linket! Hvis du bruger et login såsom OpenID vil din kommentar blive fremhævet og evt. avatarbillede bliver vist. Du kan også angive et trafikskabende navn / link / URL.