Der var ikke tale om folkemord i Libyen, men oppositionen vinder på billige point

Avisen Information kunne 07.04.2011 citere Rupert Colville, der er talsmand for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, for blandt andet at erklære "sikkert er det dog, at al tale om folkemord er voldsomt overdrevet" samt "folkemord er et ord, som mange mennesker bruger alt for skødeløst. Det er et meget alvorligt ord, der beskriver forsøg på at udrydde en bestemt befolkningsgruppe. At bruge det ord om situationen i Libyen er bestemt at gå alt for vidt indtil videre".

Ja, det kommer jo ikke som nogen overraskelse for folk der følger lidt med; heller ikke for dem der skulle have læst denne blogs svadaer imod Libyenkrigen :-)

Som jeg skrev 17.03.2011 i indlægget F-16 fly til Libyen? Vi mangler at få besvaret de helt centrale spørgsmål :

Naturligvis dør der soldater og oprørere, og som altid bliver der også dræbt civile - det er jo en krig, en borgerkrig! Men folkemord, massakrer, overgreb på menneskeheden? "Værdigt" til en helt nødvendig storstilet og temmelig risikabel militæroperation? Det mangler vi fuldkommen evidens for.

I indlægget stiller jeg 9 spørgsmål man simpelthen burde have svar på, inden man kastede sig ud i en krig. Nu er allehånde eksperter og skeptiske iagttagere begyndt at stille de samme spørgsmål, og så kan politikerne se flove og brødbetyngede ud, og henvise til at der "ikke var tid". Naturligvis var der tid, men man - altså politikerne - italesatte selv et tidspres, ved at hævde eksempelvis at man var vidne til folkemord.

Eller som jeg skrev 18.03.2011 i indlægget Libyen-retorikken minder om "Operation Hestesko" og NATO's angreb i 1999 hvor jeg skitserer de oplagte paralleller til tidligere berygtede overdrivelser og løgnehistorier :

Og ift pro-argumenterne, jeg har intetsteds set beviser for hverken massakrer, folkemord eller overgreb på menneskeheden. Om man googlede i 20 timer kan man ikke finde troværdige højere tabstal på omtrent 1.000 eller færre - ligene i gaderne, de påståede bombardementer osv kan ikke verificeres.

...

Jeg ved ikke om jeg skal "håbe" på at Villy Søvndal og Jeppe Kofoed har "ret", altså forbrydelser imod menneskeheden, massakrer og folkemord - eller om jeg hellere vil se mine bange anelser omkring at det er mere end en ualmindelig dårlig ide at blande sig i denne i grunden temmelig beskedne konflikt, gå i opfyldelse.

Nå, men som jeg også skrev i mine indlæg var det mest triste nok at de danske medier ikke stillede sig kritisk an, og som undertegnede prøvede at dissekere politikernes påstande og begrundelser for at gå i krig. Det er trods alt en temmelig vidtrækkende - og som jeg inden Folketinget blev enige var inde på - en ekstrem dyr beslutning, hvis langvarige konsekvenser vi endnu ikke kan overskue. Nu her, efter 3 ugers bombardementer og hundreder af danske 1.000 pund bomber smidt ned over Gud ved hvem i Libyen, i humanismens navn, kan Information så citere FN for at den danske argumentation var overdrevet, og danske politikere står og stod helt alene med opfattelsen af folkemord. Mageløst! Nogle gange virker danske medier som om de ikke kan andet end at efterplapre Ritzau - det er piece of cake at gribe knoglen og ringe til en journalistkollega i England eller Frankrig. Men det ville jo kræve lidt mere end copy-paste og ordforskønnelse af et telegram.

Så langt så godt. Det er jo altid fint at blive klogere - uanset om det er politikere eller medier. Men hvad bruger Information så oplysningerne til?

Jo, såmænd lidt god gammeldags ensidig kritik af de politiske hovedfjender fra blå blok og den yderste venstrefløj - en kritik der snedigt pakkes ind som en FN-påstand. Som Informations artikel fokuserer på :

"Først kaldte udenrigsminister Lene Espersen (K) det et truende folkemord, da hun 16. marts skulle forklare, hvorfor Danmark måske måtte gribe ind i Libyen uden om FN. Da Folketinget enstemmigt besluttede at gå i krig 18. marts, brugte Frank Aaen (EL) det samme argument til at retfærdiggøre, at Enhedslisten havde stemt for. Og 29. marts konstaterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), »at de internationale styrker har modvirket det folkedrab, vi alle frygtede«."

Man får det indtryk at Løkke, Espersen og Aaen som de eneste har overdrevet og været dummere end deres kollegaer, men det er en decideret usand påstand. Det var oppositionen der var primus motor i at tale situationen i Libyen op i skyerne. Der er f.eks den faktuelle fejl at Lene Espersen talte om folkedrab, ikke folkemord - hun sagde ordret "Simpelthen for at beskytte den libyske befolkning mod folkedrab. Vi kan ikke som verdenssamfund se passivt til en gentagelse af det, vi så i Kosovo og Rwanda"  og at statsministeren aldrig brugte begrebet selv op til folketingsbeslutningen. Han bruger ordet 11 dage efter, fordi han direkte konfronteres med begrebet i et spørgsmål. Op til folketingets beslutning om at gå i krig talte han om "bekymring for civilbefolkningen". Frank Aaen kan man ikke klandre så meget, han har talt om at bevæbne oprørere, om at gå med i krigen, om at trække sig ud igen osv - og han er notorisk kendt for at sige milliarder når han mener millioner, komme til at sige Vietnam når han mener Irak osv - så at han har sagt "folkemord" på et tidspunkt behøves ikke være udtryk for et  bevidst ordvalg.

Dem der startede den hysteriske retorik var Villy Søvndal, som eksempelvis i P1-debat 16.03.2011 (i øvrigt med Lene Espersen) hævdede "Det er jo en massakre på en befolkning der finder sted" samt "vi taler om en diktator der systematisk er i gang med at massakrere sit folk". Og udenrigsordfører fra socialdemokraterne Jeppe Kofoed, der morgenen efter 17.03.2011 på TV2 News sagde : "Vi har en moralsk og folkeretslig forpligtelse til at stoppe det folkemord og overgreb på menneskeheden der foregår i disse timer og døgn". Det var påstande der fik lov til at stå fuldkommen uimodsagt.

Og så var der ligesom lagt i kakkelovnen til at Lykketoft, Frank Aaen, Søvndal, Kofoed m.fl adskillige gange dagligt kunne overgå sig selv i svulstige påstande, som altså et par dage efter førte til en folketingsbeslutning om at gå i krig. De mest påpasselige i ordvalget var politikere fra de Radikale og Liberal Alliance, samt de ansvarlige ministre (altså ansvarlige ift resortområde). Lykketoft sammenlignede direkte situationen i Libyen med situationen på Balkan i 90'erne - "Da var det internationale samfunds reaktionstid meget, meget langsommere på diktatorers overgreb og folkemord", som han hævdede, da han glædede sig over FN's hurtighed.

Det kan måske virke som overdreven og nidkær bagettalisering af Lene Espersens udsagn, men hun talte jo om folkedrab som en mulig konsekvens, noget der kunne ske, altså som kunne forhindres - Jeppe Kofoed og andre talte om at der skete et folkemord "lige nu", "massakrer" som en realitet.  Altså på den ene side en udenrigsminister der taler om at indføre en flyveforbudszone for at forhindre et muligt scenarie, på den anden side en opposition der mener et folkemord er en realitet. Årsagen har jo nok været, at Espersen i egenskab af udenrigsminister har haft lidt flere kilder at trække på, medens en type som Søvndal åbenbart ikke baserer sin viden på andet end føromtalte Ritzau-telegrammer og avisernes derfrakommende artikelskriverier. Som jeg før har været inde på er der en nyheds eller informations-selvforstærkende mekanisme i den snadrende danske andedam. Ritzau væver politikeres citater sammen med fragmenter fra andre nyhedsbureauer, det læser politikerne - som så i fast overbevisning om at det rigtigt kan stramme den retoriske skrue yderligere, der fører til flere Ritzau-historier osv. Det fører til en ordkrig hvor politikerne i bund og grund reflekterer over deres egne udsagn eller meningstilkendegivelser, ikke på noget faktuelt eller verificerbart.

Informations historie er den klassiske hvor en regering, der naturligvis har det endelige ansvar, tildeles "æren" også for andre politikere og partiers udmeldinger, når de viser sig at være forkerte - også selvom regeringens ministre på området strengt taget har været de mest moderate i deres retorik.

Mest tydeliggjort blev det i et interview med socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen 08.04.2011, der på TV2 News nærmest godtede sig over statsministerens og justitsministerens (påståede) "misbrug" af begreberne :  "Folkemord er en juridisk betegnelse, man har brugt for at gøre sagen mere appetitlig"..."Nogle embedsmænd burde trække Lars Løkke og Lene Espersen til side og forklare dem forskellen i begreberne"

Glemt er Jeppe Kofoed, Lykketoft og Søvndals halvvanvittige udsagn om "massakrer", "folkemord" og "forbrydelser imod menneskeheden" - da de skulle overgå regeringen og faktisk i dagevis kritiserede den for at være "passiv" og "se igennem fingre med"...Igen kan jeg kun undre mig over hvorfor TV2 News-journalisten bare lader Dyrby fabulere løs. Skal Lykketoft og Kofoed ikke tages i skole?

Hvis nogen troede regeringen gik i krig for at gøre sig populære i en valgkamp kan de godt tro om. Uanset udfaldet ville de stå med aben, helt forudsigeligt - går det dårligt vil den få skylden for at det går dårligt og for at have truffet en forhastet beslutning, havde det gået godt ville det jo kun være fordi de dansede efter Obamas pibe.

Tilbage står en opposition der vinder på alle fronter. Selvom oppositionens politikere nok har hovedansvaret for at have pisket stemningen op, og fremført de allermest forrykte absurdideter, vil den alligevel stå tilbage som den indenrigspolitiske sejrherre. Befolkningen glemmer hurtigt, de husker kun Villy Søvndals kompromisløse beslutsomhed op til krigen - det dårlige der sker når krigen er gået i gang og sandheden kommer frem vil, helt efter bogen, være regeringens ansvar.

Det var smart set af S-SF's spindoktorer. Som jeg skrev 18.04.2011 : "SF er i den grad blevet "regeringsparate". Nu er de også parat til at gå i krig af populistiske årsager, uden skyggen af beviser og uden andre argumenter end den selvgode sag." - SF har ikke reddet nogen som helst libysk civil, tværtimod er Danmark nu aktør i en fullblown borgerkrig oprørerne kun kan tabe, accellereret af koaliationens bombardementer, med endnu flere civile dræbte til følge. Men SF har nok scoret nogle point blandt tvivlende vælgere i SF's højrefløj og S's venstrefløj.