Libyen : Sandheden er ikke krigens første offer - dæmoniseringen er krigens første angrebsbølge

Ja, hvem husker ikke den grædende 15-årige kuwaitiske pige fra 1990, der i FN blandt andet fortalte om hvordan de irakiske soldater smed kuwaitiske spædbørn ud af deres kuvøser, ned på den nøgne cement, for at fragte kuvøserne hjem til Irak som "krigsbytte". Hele optræden var et tilrettelagt professionelt reklamenummer, men var kraftigt medvirkende til Golfkrigen i 1991.

Op til krigen i Libyen har Danmark haft sin helt egen lillepige-historie, nemlig 15-årige "Yasmin", der på DR ukritisk blev brugt som "øjenvidne" ift alle Gaddafis påståede ugerninger. F.eks kunne "Yasmin" 22.02.2011 berette, at Tripolis gader flød med lig, og at "hospitalerne er fyldt med døde mennesker" (dr.dk) og via Skype kunne hun i TV-avisen berette om at "Gaddafi giver 25.000 dollar per dræbt libyer", altid blev de rystende beretninger afsluttet med en opfordring om at FN skulle gribe ind.

Sagen er bare, at da Yasmin (hvor tykt kan det blive, Yasmin=Jasmin-revolution) berettede om forholdene i Tripoli var der fredeligt, der havde ikke været kampe i Tripoli mellem oprørere og den libyske hær. Det ved vi fra både danske og udenlandske journalister - bla fra CNN - der frem til koaliationens angreb kunne rapportere fra Tripoli. Men "Yasmins" beretninger og lignende spin har utvivlsomt været medvirkende til politikernes beslutning.

Nogle siger at "sandheden er altid krigens første offer", men objektivt set er det gentagelsen af den slaviske dæmonisering der er krigens første angrebsbølge.

Vi så det i Jugoslavien og vi så det i Irak. En lang række danske artikler og TV-indslag fra 1990 og 1999 kunne man sådan set have genbrugt i dag. Ord for ord. Naturligvis skulle man ændre nogle datoer og skifte nogle navne og steder ud, men indholdet er præcis det samme.

Bt.dk 18.03.2011 - hverken artiklen eller de tilhørende
links bringer skyggen af belæg for overskriften

Når de vestlige lande først har besluttet sig, når medier og politikere har pisket hinanden op, når der er dannet koncensus om hvem der er de gode og hvem der er de onde, og det sort-hvide verdensbillede er blevet en historie i sig selv, så køres et fuldkommen forudsigeligt og unuanceret floskelapparat i stilling.

"Fjenden" bliver kritikløst dehumaniseret, dæmoniseret og tiltænkt de allerværste umenneskelige egenskaber. Tro mig, der går ikke lang tid før Gaddafis styrker sammenlignes med SS eller det der er værre. Nazikortet er blevet så devalueret at det har mistet sin værdi. Allerede inden koaliationen angreb svang man sig op til at tale om "folkemord" og "forbrydelser imod menneskeheden". "De gode" tildeles omvendt udelukkende rene og altruistiske motiver. Oprørerne i Libyen er allesammen 100% demokratisk indstillede, de ønsker noget nær en sekulær nordisk velfærdsstat, de ønsker kun "frihed" - glemt er det at man har dræbt hundreder af politifolk, embedsmænd og drevet klapjagt på og lynchet afrikanske gæstearbejdere. Og samtidig fornægtes det fuldkommen at vestens massive flyangreb koster menneskeliv.

Når libyske medier beretter om f.eks 48 dræbte efter nattens bombardementer (122 tomahawkmissiler er vel ikke konstrueret til kun at ødelægge metal og beton) så er alle medier med på at det bare er "propaganda", og hvis libysk TV viser dræbte og sårede skal vi - som i Serbien 1999 - høre, at man bare har fragtet nogle lig til de bomberamte bygninger som eksempel på, ja - netop - at "sandheden er krigens første offer".

Selv åbenlyse løgne ædes fuldkommen råt af de danske medier. Som man kunne se efter FN's beslutning om en flyforbudszone (der mærkværdigvis blev indledt med et heftigt bombardement af kampvogne og soldaterkolonner) så flokkedes glade mennesker om Uffe Dreesen fra TV2 News hvor de kunne fortælle at : "For Gaddafi har brugt hærens, sine fly, til at bekæmpe os. Vi har ingen hær eller kampfly. Det har vi ikke."

Jp.dk 19.03.2011 - Jump to conclusion - der mangler i den grad
kritisk refleksion, man antager bare det er rigtigt

Dagen efter blev et kampfly skudt ned over Benghazi. Det blev fremlagt bla i JP som "her er beviset", selvom det altså var et oprører-kampfly.

Uffe Dreesen og andre reportere virker til helt at være i oprørernes vold, mentalt såvel som fysisk. Flere gange dagligt rapporterer de begejstrede hjem, og ude i felten konstruerer f.eks en Dreesen den ene propagandahistorie efter den anden. Eksempelvis kunne vi 20.03.2011 høre, i 19-nyhederne, at nu "må libyerne også selv bestemme hvad deres børn skal hedde". Det drejer sig om at navnet Idris har været forbudt siden 1969. Kong Idris 1, en religiøs leder fra Cyrenaica, Benghazi-området, der havde støttet de allierede under anden verdenskrig, og derfor blev udråbt til konge af FN, ragede oliepengene til sig hvilket bla. var årsagen til militærkuppet i 1969 som Gaddafis magt udspringer af. Men det er en sjov vinkling, i Danmark kan man jo heller ikke navngive sine børn Hitler, eller for den sags skyld Jesus eller Satan.

Navnet Idris har slet og ret været for belastet, Idris var en ekstremt upopulær vestligt udpeget konge der kun nød støtte i hans hjemegn omkring Benghazi - men det overføres så smart nok til et eksempel på en subtil psykisk pression og objektiv set helt urimelig grad af undertrykkelse fra "regimets" side. Et kneb man også så ifb Jugoslavien og Irak.

Ekstrabladet.dk 21.03.2011 - fuldkommen 1:1 reportage
som et ekko fra 1991 og 1999. Glemt er det, at det jo
er oprørerne der har forskanset sig blandt civile i byerne,
og tilmed har pralet af at have forklædt sig som f.eks
kvinder med slør for at kunne overrumple den libyske
regerings - eller regimes - politistationer. 

Jeg vil slet ikke forsvare Gaddafi, men er pinlig berørt over danske mediers mangel på kritisk sans, deres mangel på journalistisk faglighed. Det er ikke 2 måneder siden man opfattede Gaddafi som "Libyens Leder", som en pragmatiker der samarbejdede med vesten om flygtningestrømme, imod terrorisme, havde undsagt masseødelæggelsesvåben. En leder der blev modtaget med fanfarer i Paris af Sarkozy, som er ven med Berlusconi og som Tony Blair besøgte privat.

Og tilsyneladende har man intet lært af erfaringerne med hverken den kuwaitiske pige fra 1990 eller den tykke løgn om operation hestesko i 1999.

En helt anden observation er nemlig, akkurat som ifb Joguslavien og Irak, at desto længere tid krigen varer, desto mere medierne og politikerne begynder at blive utålmodige - desto længere ud kommer påstandene og historierne vi skal høre om Gaddafi-regimet og dets gerninger. Der går simpelthen inflation i dæmoniseringen. Når man først har accepteret thesen om folkemord, ligskænderier og dusører for at dræbe civile, så vil "vi" som part i en borgerkrig, hvad vi jo er, kald en spade for en spade, i længden være villige til at acceptere en hvilken som helst påstand fra en maskeret "oprører" med en kalashnikov i hænderne. Vi, og medierne og politikerne, pisker os selv til at køre med på det vanvid vi selv har startet. Vi er malet op i en krog hvor vi ikke kan tale det ned, men kun tale det op, og op og op og op. Begejstringen og krigsmodet skal holdes ved lige. Vi skal mindes om hvorfor vi gør det. Hvorfor det er retfærdigt.

Og derudover går de samme mekanismer i debatten i gang som i 1990, 1999 og i øvrigt også som i 2003. Stiller man sig lidt tvivlende an mødes man uundgåeligt med spørgsmålet om hvordan man dog kan "holde med" Gaddafi. Ligesom man i 2002/2003 blev spurgt : "Tror du mere på Saddam end Colin Powell?", når man betvivlede sandhedsværdien af de fantastiske historier om mobile kemi-laboratorier og kæmpelagre af masseødelæggelsesvåben. Men sådan er der så meget. Verden vil bedrages, og det får den så lov til.