Ingen (tvungen) ligestilling blandt Vismænd

Det er hykleri når staten - regeringen - vil lovgive omkring kvoter for kvinder i private virksomheders bestyrelser, når Staten selv handler og argumenterer efter de samme principper, som de vil lovgive imod. 

Forleden kun man i diverse medier læse, at en kvindelig økonom sagde nej til et vismandsjob. Der findes ingen kvinder blandt de nuværende Vismænd - faktisk har der vist aldrig nogen sinde været et kvindeligt medlem af vismandsrådet.

For dem der ikke skulle vide det - Det Økonomiske Råd blev oprettet i 1962, og har til opgave at følge den økonomiske udvikling, forsøge at forudsige udviklingen i Danmark fremover og langsigtede tendenser, samt forsøge at samordne den økonomiske politik på tværs af interesseskel og faggrupper. Derfor rummer Det Økonomiske Råd medlemmer fra en lang række brancher og interesseorganisationer, herunder f.eks Dansk Byggeri, Landbrugsraadet, Nationalbanken mv. I 2007 blev der føjet et såkaldt "Miljøøkonomisk Råd" til konstruktionen. Begge råd ledes samlet af 4 uafhængige nationaløkonomer, der udpeges af Økonomiministeren, og det er disse fire medlemmer af dette formandsskab, som under ét kaldes "Vismænd".

Nuvel. Det interessante her er ikke så meget Vismandsrådets funktion, eller at der aldrig har været en kvindelig vismand, men det udsagn Økonomi og Erhvervsminister Lene Espersen fremførte i forbindelse med den kuldsejlede ansættelse af en kvinde som vismand (eller viskvinde) :

»Formandskabet har redegjort for, at der i forbindelse med den forestående udskiftning i formandskabet er taget kontakt til en kvindelig nationaløkonom, men den pågældende har ikke på nuværende tidspunkt ønsket at træde ind i formandskabet. Det er formandskabets vurdering, at der for nuværende ikke er andre kvindelige nationaløkonomer, der i samme omfang opfylder kravene til de brede kompetencer, som kræves for at kunne indtræde i formandskabet«

Og det er jo ret pudsigt. Den som Lene Espersen konservative Henriette Kjær lancerede som Ligestillingsminister tilbage i 2002 en ambitiøs ligestillingsplan der skulle bringe Danmark i front på ligestillingsområdet. Og den nuværende regering har i deres 2007-regeringsgrundlag indskrevet at "Regeringen lægger (samtidig) afgørende vægt på at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder", samt "Desuden vil regeringen arbejde for, at interesseorganisationer m.fl. indstiller flere kvinder til offentlige råd og nævn".

Hør - er det historisk set 100% mandsdominerede Vismandsråd ikke et godt sted at starte? Det er da et råd, og dets bagland er interesseorganisationer.

Endnu mere forvirrende bliver det, når man går knap et år tilbage, 10.12.2007, just efter folketingsvalget og omtalte 2007 regeringsgrundlags vedtagelse, hvor den nyudnævnte Erhvervs og Økonomiminister Lene Espersen proklamerede at "For de store selskaber bliver det fremover et krav, at man skal aflægge rapport for, hvad man har gjort, og hvad man har tænkt sig at gøre, for at der er en mangfoldighed i bestyrelserne" De store virksomheder skal i al sin enkelhed stå skoleret, hvis ikke der forefindes ligestilling i bestyrelserne, mener altså Lene Espersen. Er vismandsrådet ikke et Råd, eller et nævn? Er staten ikke en stor virksomhed, med en bestyrelse - altså regeringen?

Lene Espersen skal sat på spidsen stå skoleret for sig selv, eller også skal "interesseorganisationen" Vismandsrådet, som jo ikke mener der er egnede kandidater (mon det er en efterprøvet påstand?) stå skoleret, for ikke at foreslå tilstrækkeligt med kvindelige kandidater, eller have fundet alternativer for at opnå mangfoldighed. Men det er altså rigeligt, at Vismandsrådet selv mener, at der kun findes 1 (én!) kvinde i hele landet, der er god nok til at være vismand!? Det nægter jeg faktisk at tro på.

Reaktionen på Lene Espersens store visioner fra december sidste år (2007) kom hurtigt, Og en hidsig debat florerede i medierne, hvor mange blev inspireret af den norske lovbestemte tvangskvoteordning, hvor man kræver mindst 40% kvinder i privatejede aktieselskabers bestyrelser. Men kvoteordningen har vist sig ikke at have nogen effekt - udover at virksomhederne piskes til at indsætte kvinder på 40% af bestyrelsesposterne, og derfor bla må finde kandidater i f.eks Danmark - kvoteordningen medfører ikke en øget mængde kvinder på ledelsesgangene, som det formuleres.

Det ser man dog stort på i positivkredsene - Helle Thorning Schmidt eksempelvis er heller ikke så voldsomt interesseret i selve kvaliteten af bestyrelsesarbejdet, men fokuserer alene på, at man ved lov kan opnå en højere andel af kvinder i bestyrelserne : "Det går for langsomt med ligestillingen i bestyrelseslokalerne. Vi har set i Norge, at det lille skub, som blev givet via lovgivning virkede. Derfor skal vi i gang i Danmark". Ja - surprise, surprise - man kan også sætte hastigheden op til det dobbelte på motorvejene, ved slet og ret at lave fartgrænserne om - men om det er en god ide, er jo et helt andet spørgsmål. Hvor er Helle Thorning i øvrigt henne i sagen om de manglende kvindelige overvismænd?

Allerskarpest blev problematikken formuleret af Asger Aamund, som mente at hvis aktieselskaber tvinges til at indsætte bestemte (uegnede) personer i bestyrelserne, alene på baggrund af personernes køn (hvorfor ikke øjenfarve, eller skostørrelse?, min kommentar) vil virksomhederne ganske enkelt ophøre med at være aktieselskaber, og dermed blive endnu mere lukkede. Og som han siger : »Det er helt hen i vejret med kønskvotering. Det er at hive folk fra anden division op i første division og så tro, at man har gjort noget retfærdigt og kompetent. Virksomhederne er nødt til at være elitære, hvis de skal klare sig fremover.« Og det er jo et rationelt og pragmatisk synspunkt - og faktisk præcis samme argument som Vismandsrådet lægger til grund for, at der for tiden ikke er egnede kvindelige kandidater til vismandsrådet! Og dermed samme argumentation, Lene Espersen fremfører som begrundelse for, at der ikke ansættes en kvindelig vismand!

Og det er jo atter engang et meget evident udtryk for hvordan den danske politiske scene er gennemsyret af holdningsmæssig hykleri og manglende politisk substans. På den ene side har vi politiske programerklæringer, lovgivningsforslag om tvang hos private virksomheder, altsammen i bedste mening - hele vejen rundt blandt landets politiske ledere. På den anden side ser vi selvsamme politikere argumentere, tænke og handle præcis som de erhvervsledere, man vil give tommelskruer på, de erhvervsledere og selskaber som meget bekymret advarer imod samme politikeres erklæringer og principprogrammer!?

Kan nogen forstå det? Jeg kan ikke. Hvis man kan forstå at der i nøglepositioner i særlige tilfælde - og det er de fleste bestyrelser jo, ofte temmelig unikke størrelser, akkurat som vismandsrådet - kan opleve mangel på kvalificerede kvindelige kandidater, slet og ret fordi der ér mangel (som sagt, jeg nægter at tro der ikke findes mere end én kompetent kvindelig nationaløkonom til posten som Vismand/Viskvinde) - hvordan i det hede hule kan man så mene, at det skulle være en god ide at straffe private virksomheder, når de oplever samme situation?

Svaret blæser blæser i vinden, og skal nok fiskes op af de rørte vande på gangene bag Christiansborgs mure.

Read more...

Sæt Folketinget i udbud!

Der er netop nu i disse dage hektisk aktivitet blandt regionernes politikere. Årsagen er, at man for at effektivisere og spare penge, valgte at sætte ambulancedriften i udbud. I Københavnsområdet, i Region Sjælland og i Midtjylland vandt det svenske selskab Samariten - hvilket kom som noget af en overraskelse for Samariten selv.
Det kan også virke lidt overraskende for os andre. For Samariten er faktisk et temmelig undseeligt firma, der nu har vundet kontrakter til 2,4 mia kroner, men som sidste år havde en samlet omsætning på kun knap 96 mio kr, og et overskud på 107.000 kr. Svenske kroner, vel at mærke!

Det virker lige lovlig risikabelt og satset at lægge befolkningens liv i hænderne på en virksomhed der kun ejer 20 ambulancer, og hvis omsætning sidste år var ca 1/25 af kontrakternes størrelse. Især bliver det forunderligt, når nu man tænker på at de hidtidige driftsholdere, Københavns Brandvæsen, der har drevet ambulancekørslen i 110 år, også har stået for uddannelse af ambulanceredderne, dvs det vi kender som Falck-folk. Et aspekt man øjensynligt ikke har skænket en tanke, udover naturligvis at man ikke har skelet til det realistiske i at kunne lade Samariten overtage driften. Men en forklaring findes der jo - man har i forskellig grad skelet til økonomi, og ikke service eller forsyningssikkerhed. Hovedstaden, f.eks, vægtede økonomi 70%, kvalitet 20% og leverancesikkerhed 10% (!!!).

Det vil - med statsgaranti - komme til at koste menneskeliv. Ingen tvivl om det, hvis kontrakterne overhovedet realiseres, med mindre nye udbudsrunder effektueres, og de oprindelige driftsholdere så i sidste ende vinder, hvorved man endnu engang har spildt store offentlige ressourcer på et dødfødt projekt. Det minder om IC4-tog historien, hvor en lille virksomhed blev valgt som leverandør til et gigantisk udviklings og produktions-projekt, med alle de velkendte forsinkelser og skandaler til følge.

Og når ulykkesramte danske statsborgere så begynder at dø, fordi Samariten ikke kan løfte opgaven, så vil politikerne naturligvis vaske hænder og tørre ansvaret af på vinderen af udbudsrunden - selvom det jo er politikerne der har initieret udbuddet, set på tilbuddene og udpeget vinderen. Vi vil få at vide, at man ingen anelse havde om at Samariten ikke kunne realisere driften, at man kontraktligt har gjort alt for at sikre kvaliteten, og man er "overrasket" over, at aftalerne ikke bliver overholdt. Nøjagtigt som når politikere bliver "overraskede" over ældre, der ligger i ugevis i deres eget skidt og møj, eller når man "chokeres" over at der ikke bliver gjort ordentligt rent på hospitalerne.

Det virker som om det kommer bag på politikerne, hver evig eneste gang de sparer penge på driften, og lægger det ud til en privat leverandør, som udover urealistiske fantasi-løfter jo som hovedopgave har at generere et overskud hjem på driften, og ikke har til opgave at servicere den danske offentlighed

I det hele taget vil jeg mene, at politikerne burde kunne gøre det meget bedre

Udlicitér Folketinget - en naturlig konsekvens, når nu de fejler og det ikke virker

Derfor - hvorfor ikke starte med at udlicitere den politiske "drift"? Det burde være naturligt. Danske statsborgere kan vel ikke ligefrem dø af dårlige beslutninger i snapstinget. F.eks kunne man sætte Folketinget og dets 179 medlemmer i licitation, herunder Christiansborg, der jo rummer over 1.000 arbejdspladser. Det er et område hvorpå man helt sikkert vil kunne opnå effektiviseringer og forbedringer, blot vi får lidt privat konkurrence, og moderne leverandører får lov at se på driften, med friske øjne og altså ud fra moderne markedsmæssige vilkår har offentlighedens interesser i fokus. Eksempelvis er det jo oplagt, at man med en udlicitering vil kunne opnå følgende fordele :

• Mere og bedre politik for de samme penge!
• Flere, hurtigere og mere effektive beslutninger! Hvis vi helt borteliminerer partipolitikken, vil mange, mange millioner kunne spares ikke alene på partistøtte, men også fordi vi mindsker niveauet af ligegyldig ævl og kævl. Folketinget bør kunne fungere som en velsmurt maskine, som en veldrevet virksomhed.
• Færre ørkesløse debatter i Folketingssalen (det bliver så kedeligere at se DR2 om eftermiddagen, men det kan vel klares med re-runs, eller best-of afsnit - evt kan man køre debatter fra andre landes parlamenter, Sveriges rigsdag, eksempelvis)
• Mindre spild af borgernes penge som følge af dårlige, ugennemtænkte politiske beslutninger - den slags vil jo selvklart smitte direkte af på udbudsvinderens overskud (der skal forhandles fast pris hjem, uanset opgavernes svingende omfang)
• Krig. Et rationelt foretagende vil nok være mindre tilbøjelig til at gå i krig - de danske såkaldte "forsvarsudgifter" når op over 20 milliarder. Det burde kunne sættes lavere.
• Private virksomheder er langt bedre til budgetstyring og udgiftskontrol, end det offentlige, der jo rummer en frygtelig passiv overkapacitet. I stedet for at Folketinget, det er blot ét eksempel, kun fungerer cirka 8 måneder om året, kunne det jo fungere i 12 måneder - for de samme penge, og man kunne effektivisere og skære antallet af medlemmer ned fra 179 til f.eks 50.

Derudover bør man stille som krav, at medlemmerne af Folketinget er resultat eller præstationslønnede, muligvis kan man her bruge Ny Løn-princippet. Jeg ved ikke om det skal være ift mødekrav i Salen. Men det vil skærpe konkurrencen og effektiviteten - og naturligvis at medlemmerne i modsætning til i dag, kan fyres hvis ikke de passer deres arbejde, og f.eks aldrig er tilstede. Folketinget virker jo til mere at være en slags kontanthjælps-institution, end en egentlig arbejdsplads. F.eks ser vi nu Naser Khader bruge mere tid på at søge arbejde i udlandet, end på at passe det politiske arbejde han er valgt til - nu hvor han ved, han ikke vil blive genvalgt. Peter Brixtofte viste sig i årevis aldrig i Folketingssalen, og Uffe Elleman blev i sin tid Danmarks højst betalte kontanthjælpsmodtager, da han som følge af den "sociale begivenhed", at han ikke blev statsminister, efterfølgende passivt hævede løn, medens han søgte arbejde i udlandet. Det lykkedes som bekendt ikke - til sidst valgte man at førtidspensionere ham.

Alt i alt er der meget at spare på Folketinget, blot det sættes i udbud, og den rigtige udbudstager sættes til at forvalte. Det hele skal nok gå.

Read more...